Virksomheder, boligselskab, forsyning og landbrug
Små og mellemstore virksomheder (SMV), boligselskaber, landbrug og forbrugerejet forsyning kan deltage i energifællesskaber, der kan forsyne sig selv med grøn energi og skabe nye grønne arbejdspladser i den lokale erhvervsudvikling.

Deling af grønne energiløsninger i et energifællesskab er en lokal og fælles vej til at opnå et mere grønt energiaftryk. Det styrker mindre virksomheders klimaprofil og konkurrenceevne som en grøn underleverandør til store virksomheder.
Et energifællesskab kan, inden for det kollektive elnet, dele elektricitet, der produceres af fællesskabet selv eller af fællesskabets deltagerkreds.
Alle elkunder har frit valg af leverandør og produkt. Når en virksomhed deltager i et energifællesskab og modtager ét fælles elprodukt fra én elhandelsvirksomhed, gøres brug af det frie elvalg.
Store virksomheder, herunder kommunalt ejede selskaber kan også på sigt dele energi fra grønne energianlæg, der er installeret inden for samme budområde og har en kapacitet begrænset til 6 MW. For vindmøller svarer det til en årlig elproduktion på ca. 20 GWh i middelvind. Energinets energidelingsværktøj forventes at kunne anvendes af energifællesskaber.
ENERGISAMFUND arbejder for, at fremtidens grønne energi- og systemløsninger udvikles, ejes og drives af lokalsamfund som stiller jord og ejendom til rådighed. Og du og din virksomhed kan være med i et energifællesskab.
Derfor hører vi gerne fra virksomheder, almene boligorganisationer og afdelinger, forsyninger eller landbrug, der har egnede arealer og ejendomme, som kan anvendes til grøn energi og attraktiv energilagring.
Hvordan kan min virksomhed deltage?
Om din virksomhed kan indgå i et samarbejde om at producere eller lagre energi afhænger af flere forhold. Bl.a. om din jord egner sig til vindmøller eller om din erhvervsejendom evner at bære solceller eller lagrer energi til et senere forbrug.
Andre forhold såsom beskyttet natur, net-tilslutning, kapacitet og produktion, spiller også ind. Disse forhold vil ofte være vigtige for et energifællesskab med lokal og kommunal deltagelse:
- Gerne plads til mere end én vindmølle og på et regulært stykke jord i evt. samarbejde med dit lokalsamfund,
- Mulighed for indskud eller disposition af areal i op til 30 år,
- Afstand til naturområder (Natura 2000 udpegning) og historisk fredning,
- Grøn eller gul beliggenhed, i geozonekortet, i god nærhed til en transformerstation: https://geozonekortet.greenpowerdenmark.dk/map
Hvordan kan den almene boligsektor deltage?
Med ny regulering fra juni 2025 har almene boligorganisationer og afdelinger fået adgang til at medeje vedvarende energifællesskaber med el- og varmeproduktion. Samtidig er der mulighed for at eje, leje og drive energiproduktionsanlæg med lagring til eget forbrug samt at etablere lade-punkter til beboere og besøgende.
Almene boligorganisationer og afdelinger kan dermed på egne bygninger og arealer samarbejde med et VE-fællesskab om energi på op til 8 kW pr. enhed - uden behov for arealudlejning eller at oprette et sideaktivitetsselskab. Overskydende el kan deles via det kollektive elnet med fællesskabets deltagere eller sælges.
Hvad koster grøn strøm ?
En oversigt udarbejdet af Erhvervslivets Tænketank forventer gennemsnitlige elproduktionsomkostninger fra 23 til 32 øre pr. produceret grøn kilowatttime (kWh) fra sol- og vindparker (med en kapacitet på ca. 100 MW).

Omkostningen er inkl. nye VE-kompensationer og rekreative gevinster uden for VE-loven. Beregningerne forudsætter et afkastkrav på 5,5 pct. pa. til en privat investor eller et energifællesskab.
ENERGISAMFUND ser muligheder for samarbejder, så kontakt os, hvis du ønsker mere information om, hvordan din virksomhed, forsyning eller landbrug kan deltage. Energifællesskaber kan administreres af en kommunal eller lokal forsyningsvirksomhed. Se eksempel på, hvordan grøn energi deles i Tønder.
Deltag
og modtag information om, hvordan din virksomhed kan blive deltager i grøn energiomstilling til gavn for dig, dit erhverv og lokalsamfund.
Energifællesskaber har tre fællesskabsfordele
Miljømæssige (og landskabsfaglige)
Økonomiske
Sociale
De kan til kostpris beskæftige sig med
- Deling, aggregering, køb og salg af energi
- Energiproduktion til forbrug og varme
- Energilagring til senere forbrug og varme
- Opladning af elektriske køretøjer
- Andre energi- og systemydelser




